Forside Turneringer Sensationel sejr til Sophia Popov – Emily Pedersen nr. 11

Sensationel sejr til Sophia Popov – Emily Pedersen nr. 11

AIG Women's Open 2020 - Day Four R&A via Getty Images
Sophia Popov med sin caddie Maximilian Mehles

Den 27-årige tysker Sophia Popov kom først ind i feltet i AIG Women’s Open på den næstsidste plads med sin placering i den sidste turnering forinden, men nu er hun majorvinder; oven i købet en meget sikker og flot vinder på Royal Troon, som hun beherskede i al slags vejr fra storm til sidste dags kølige og næsten vindstille forhold.

Banen stod sig i samtlige runder, så der til slut kun var fire spillere under par. Popov førte efter tre runder, men startede dagen med en bogey. Derefter var det slut med usikkerheden. Fine udslag, flotte approachslag og lange holede putts lå bag, at hun kunne gå op af 18 med tre slags forspring og spille det sikkert og supersafe til en bogey, som var centimeter fra at være par.

Så tæt på var bolden, at hun brast i glædesgråd endnu før, at hun havde holet den, og så kunne hun fejre med sin kæreste Maximilian Mehles, som også var hendes caddie (billedet/ Getty).

Popov har, siden hun sluttede sin fornemme amatørkarriere, haft mange problemer og røbede i sin takketale, at hun for et år siden var tæt på at opgive golf.

– Det gjorde jeg gud ske lov ikke, lo hun ud af sit forgrædte ansigt, mens hun kunne tænke over, at hun har vundet tre gange på Cactus Tour og været med i toppen af Symetra Tour, men i sin samlede karriere ikke engang vundet halvt så meget, som hun vandt i dag, ca. fire millioner kr.

Emily var fremme som nr. 2

Tidligt på runden så det ud, som om Emily Pedersen ville blande sig i topstriden. Hun var i -3 for seks huller og fremme som nr. 2.

Da hun gik i en potbunker på 8. hul, det berømte the Postage Stamp, Frimærket, og måtte notere en bogey, kostede det tilsyneladende det mentale overskud. Der fulgte bogey på 9 og dobbeltbogeys på 10 og 12.

Hun havde også fem birdies, og hendes birdieputt på 18 sluttede få centimeter fra hullet. Dermed blev hun nr. 11 i +3. Var puttet faldet i, havde hun delt syvendepladsen og været sikret en plads i turneringen næste år – men mon ikke hun får den på anden vis?

Slutstillingen i toppen blev: 1. Sophia Popov, Tyskland -7. 2. Jasmine Suwanapura, Thailand -5. 3. Minjee Lee, Australien -3. 4. Inbee Park, Sydkorea -1. 5. Austin Ernst par.

Ærgerligt for Sebastian Söderberg

Før sidste hul lå svenskeren Sebastian Söderberg et enkelte slag efter Romain Langasque, Frankrig i ISPS Handa Wales Open. Birdie ville give ham omspil, men en triple bogey gjorde, at han faldt tilbage til delt femteplads i -4.

Langasque sejrede i -8 foran finnen Sami Vällimäki -6.

Forrige artikelDJ på sikker kurs
Næste artikelSmadremanden slog til
Avatar
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.