De danske golfmanagers og forretningsførere er godt trætte af GolfBox, der ifølge flere har kostet klubberne mange penge

Problemer med at booke starttider. Vanskeligheder med at bekræfte bookede tider. Betalingsfunktioner, der ikke virker. Samarbejdsaftaler mellem klubberne, som ikke kan registreres. Det er blot nogle af de problemer, der har været med GolfBox-systemet helt tilbage siden sæsonstarten i marts – og de er ikke løst endnu (slut juni). Til stor frustration for mange af landets klubsekretærer og forretningsførere.
”Det er simpelthen for dårligt,” siger én. ”Enormt frustrerende siger en anden”. ”Vi bruger utrolig meget tid på at hjælpe medlemmer og gæster, der ikke kan komme ind på systemet,” lyder det fra en tredje. Og endelig: ”Det har kostet klubben rigtigt mange penge i tabte indtægter.”
Hans Henrik Brandt, der er forretningsfører i Hornbæk Golfklub, har ikke et præcist tal på hvor meget klubben har mistet i indtægter, men beskriver problemet således: ”Vi kan se, at der har været et antal bookede greenfee-spillere, men vi kan ikke se at de har tjekket ind, og når det sker, så registreres de som udeblevet. Samtidig virker betalingsmodulet i GolfBox ikke, så de kan hverken tjekke ind eller betale, men er de gået ud alligevel? Her i klubben er der næsten altid hjælp at hente, for vi er bemandet, men sådan er det jo ikke alle steder. Jeg kan se, at vi har haft greenfee-spillere ude og spille, der ikke har betalt. Men kan ikke sige hvem og hvor mange.”

Samme problematik gentager Bo West Møller, der er golfmanager i Herning Golfklub: ”For at sige det på godt jysk, så har det været træls,” siger Bo West Møller, der fortæller, at GolfBox reelt ’kollapsede’, da man i marts skulle starte app’en op og ikke måtte benytte touch-skærmene i klubberne. Da man måtte det igen, viste det sig, at de også kørte langsomt og i mange tilfælde ikke kunne kommunikere med betalingsmodulet i ProBox. Bo West Møller er kritisk overfor GolfBox’ håndtering: ”Jeg synes først og fremmest, at informationen fra GolfBox har været under al kritik, og jeg har faktisk ondt af deres supportmedarbejdere. GolfBox burde have kunnet forudse, at systemet ville blive overbelastet, og sørget for at opdatere deres servere. Den smule de har informeret, er ikke i alle tilfældet nået ud til de rigtige, og det har kostet store frustrationer.”

Forældet platform
I Hedensted har golfmanager Claus Trier Kjerkegaard også oplevet generne. Han har en baggrund i hotelbranchen, og siger direkte, at hvis en udbyder af et bookingsystem i hotelbranchen havde haft samme problemer som GolfBox, så var de ’blevet flået fra hinanden’. ”Vi er mere flinke, men det er frustrerende. Som jeg ser det, skyldes problemerne, at GolfBox er bygget på en gammel platform, der er forældet i dag. De nye moduler, som ProPlanner og Turneringsmodulet, er baseret på en moderne platform, der fungerer, men hovedplatformen er bygget i et tudsegammelt ASP-system, som de aldrig kommer til at kunne skalere op til at fungere,” siger Claus Trier Kjerkegaard, der har været IT-ansvarlig i Small Danish Hotels.

Mette Meyer er lige tiltrådt i Svendborg Golfklub. Hun har i en årrække været i Barløseborg og siger sådan her om GolfBox-problemerne: ”Det hele startede med app’en, som ikke kunne klare belastningen, da alle skulle bruge den. Jeg synes det er helt grotesk, at GolfBox ikke har stresstestet den ordentligt, og det er enormt ringe, at deres software ikke er godt nok testet. Vi er så afhængige af GolfBox ude i klubberne, de har jo monopol. Jeg synes helt ærligt ikke, at de har været deres opgave voksen,” siger hun, og bekræfter de samme historier som vi har hørt fra anden side om tabte indtægter i forbindelse med greenfee-spil, og problemer med administration af rabatordninger og samarbejdsprogrammer. ”Jeg kan ikke sætte et tal på hvor meget vi har mistet, men det er et betydeligt beløb,” siger Mette Meyer.
Alle de golfmanagers vi har talt med, nævner tabte indtægter som følge af driftsproblemerne. Dels greenfee-spillere, der simpelthen er ’forsvundet’ i systemet fordi de ikke har kunnet bekræfte deres booking, men også på andre måder. ”Vi er medlem af et Firkløver-samarbejde, hvor fordelingen af pengene er baseret på hvor runderne spilles, men vi har ikke kunnet registrere gæsterne og dermed bliver afregningsgrundlaget forkert,” siger Bo West Møller i Herning.

DGU: Ikke tilfredsstillende
Jonas Meyer, Udviklings- og Turneringschef i DGU, er den første til at beklage de driftsforstyrrelser hos GolfBox, som dette forår har kostet klubberne både frustrationer, overarbejde og indtægter.
”Det er en rigtig møgsituation og et rigtigt dårligt tidspunkt, GolfBox ikke fungerer optimalt på. Det er ikke tilfredsstillende og skal bare fikses hurtigst muligt!”
”Jeg har stor respekt for at de gør hvad de kan. De har kaldt mandskab ind, forbedret deres CPU og øget serverkapaciteten og tilkøbt nye servere, men det hjælper jo ikke før det fungerer,” siger han.
”Jeg synes GolfBox har taget problemet seriøst, men de har haltet lidt med informationsniveauet, og det er bl.a. derfor DGU og Golfens Administrative Forening er kommet på banen for at hjælpe med kommunikationen. GolfBox har en enormt stor betydning for dagligdagen i golfklubberne, og det rammer tungt, når helt basale funktioner ikke fungerer. Det giver utilfredse spillere, stressede medarbejdere og det rammer også de mange hundrede frivillige, der skal slås med problemerne. Som jeg forstår det, har de nu fået identificeret problemet og er flyttet over til en anden server, så jeg håber, at alting snart fungerer igen.”

GolfBox er det eneste administrationssystem på det danske marked, hvilket sætter dem i en monopollignende position. DGU har dog nu fået opbygget sin egen relationsdatabase, som andre udbydere vil kunne få adgang til hvis det skulle blive aktuelt, men Jonas Meyer understreger, at der ingen aktuelle planer er om at droppe samarbejdet med GolfBox: ”Vi har kigget på andre lande og set hvad de gør, og for eksempel i Sverige, der har lavet deres helt eget system, kæmper de også med store udgifter, performance og at følge med udviklingen. GolfBox er en full-service provider som er bygget til det danske marked, og jeg synes på mange måder de har gjort det rigtig godt og ikke været grådige, forstået på den måde, at man ser mange selskaber på andre markeder, der udnytter deres position og overtager dele af den forretningsmæssige drift i golfklubben. Det har vist sig ikke at være en fordel for golfklubberne og golfbranchen. Golfbox har været loyale mod de danske golfklubber og vi er grundlæggende godt tilfredse med samarbejdet.”

GolfBox beklager
Carsten Plenge Overgaard, fungerende CEO i GolfBox besvarer kritikken således i en mail: ”GolfBox og vores kunder har desværre i perioder i denne sæson oplevet at systemet har været tungt at arbejde med, og også utilgængeligt.
Generelt skyldes serverproblemer at GolfBox anvendes langt mere i denne sæson end vi har set det tidligere, en god ting for golfen, men også en udfordring for serverdriften. Vi har tilkøbt mere serverkraft og har forbedret kraftigt på vores programmel, så der igen er kommet fart på GolfBox. Vi har en tro på at de tiltag vi har gjort, er tilstrækkelige til at vi kan få en golfsæson uden IT-problemer. Vi overvåger serverne i døgndrift, så vi kan reagere hurtigt, hvis svar tiderne mod forventning alligevel bliver lange.”

Færgemann stopper i GolfBox

Christian Færgemann, som de seneste 18 år har været CEO og chef for GolfBox, meddelte 25. juni, at han har opsagt sit job og er fratrådt med øjeblikkelig virkning.
”Det har ikke noget med den aktuelle situation at gøre. Alle virksomheder oplever kritiske situationer. Jeg stopper fordi der er opstået uenighed om den langstrakte strategi for GolfBox mellem mig og selskabets udenlandske ejer, MSL. De vil en anden vej end den jeg synes er den rigtige, og så er der ligesom ikke andet for end at skilles. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men er åben overfor alt,” siger Christian Færgemann, der dog understreger, at det ikke er en mulighed at han vender tilbage til de professionelle golfspilleres rækker.

Forrige artikelTirsdagsnyt
Næste artikelUgens TV-Golf: Ni danskere i aktion
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.