En af de største pro-am-turneringer herhjemme, The Scandinavian Challenge – presented by RHB Devellopment og Danders & More, blev i dag afviklet på The Scandinavian i Farum.

Et superstærkt felt af spillere med flere European Tour-spillere og LET-ranglistevinderen Emily K. Pedersen i spidsen stillede op til turneringen, der har 300.000 kr. i samlet præmiesum.

De fem Challenge Tour-spillere Niklas Nørgaard Møller, Nicolai Kristensen, Oliver Hundebøll, Marcus Helligkilde og Martin Leth Simonsen blev mandag morgen fløjet hjem fra Spanien med privatfly, og ikke så snart var sidste mand i klubhuset, blev de kørt tilbage til Roskilde Lufthavn og fløjet tilbage til Cadiz, hvor de allerede tirsdag igen tee’r af på Challenge Tour, der spiller to turneringer i træk på Novo Sancti Petri.

Martin Leth Simonsen havde det største smil på læben da spillerne satte sig i en hyret limousine og kørte til lufthavnen, for med en runde i 67 slag vandt han turneringen. Han måtte dog dele førstepladsen med Morten Ørum Madsen og Nicolai Tinning, der også gik 67’ere. Normalt er der omspil om førstepræmien på 100.000, men på grund af privatfly-arrangementet kunne det ikke nås i år. De deler i stedet 195.000, 65.000 til hver. Martin Leth Simonsen fik dog 40.000 kr. oveni, da han var feltets bedste spiller på par5-hullerne med 5 under par. Han var endda en tommelfingerlængde fra at tage førstepræmien alene, da hans eagleputt på 18. hul blev fem centimeter for kort.

Foto: GOLFBLADET

Forrige artikelEsbjerg Golfklub skal være værter for Challenge Touren to uger i træk
Næste artikelTirsdagsanekdoten – igen om langsomt spil
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.