Mogens Arentoft er som 76-årig så aktiv og opfindsom som nogensinde

Da Mogens Arentoft blev 60, gav han sig en af sit livs bedste fødselsdagsgaver: Han bestemte, at nu ville han tage sig tid til golf!
Han havde haft chancen mange gange og var bl.a. med, da Gyttegaard GK blev stiftet i 1978. Ikke til at spille, men i Handels- og Erhvervsforeningen, som var med til at skabe grundlaget for banen.
I 2004 havde han byttet jord ved Skagen med en naturskøn lejlighed ved Vejle Fjord i den tidligere Kellers-institution i Brejning tæt på, hvor der skulle skabes en golfbane. Det vender vi tilbage til. Lad os først høre, hvordan han nåede dertil.

Fra Vorbasse til hele verden
Arentoft blev født i 1944 i den sønderjyske by Vorbasse. Den, hvor gadekæret af gøgleren Professor Labri blev døbt Vorbasse Krigshavn, og Mogens’ liv har været så afvekslende og opfindsomt som nogen gøglers.
Han udviklede sit boldøje ved håndbold og fodbold. Han holdt ikke af skolen, men fik alligevel realeksamen med mg+ i gennemsnit. kom derefter i elektrikerlære og afsluttede læretiden på 3½ mod normalt 4½ år.
På sessionen blev han taget til Livgarden, men ville gøre sin uddannelse færdig og påmønstrede i foråret 1967 Peter Mærsk, som slap gennem Suezkanalen to dage, før Seksdageskrigen brød ud.
– Vi kunne godt mærke, at noget var i gære. I det projektørlys, jeg brugte fra forstavnen, kunne jeg se, at der foregik meget på bredderne.
– Vi måtte retur syd om Afrika, men i det mindste var vi ikke ensomme ombord, som man ville være i dag, hvor sådan en tanker
omtrent er enmandsbetjent. Vi var 52, der nåede rundt i det meste af Asien og til Australien.

Elektriker og installatør
Hjemme igen fortsatte han på Installatørskolen i Sønderborg i 1½ år. En travl tid, når han også skulle nå ture med ’æ spritter’; spritbådene over Flensburg Fjord, som blev udødeliggjort af pigegruppen Vos.
Derefter fik han job hos installatør Carlsen i Billund, som han siden har betragtet som sin hjemmebane.

Safaribanen
Efter at have aftjent sin værnepligt blev han på Carlsens opfordring i 1970 selvstændig, så de sammen kunne kæmpe mod indblanding ude fra, mens Billund udviklede sig. Han arbejdede bl.a. i Legoland, hvor man stadig roligt kan sende Arentoft en venlig tanke, når man kører i Safaribanen.
Den var lavet med lavspændingskobbertråd, der gav problemer om sommeren. Dem løste han på original vis, og det er kendetegnende for ham, at giver man ham en opgave eller viser ham en dims, begynder han straks at produktudvikle den.

Mågenet og vandingsanlæg
Efter at have set et problem for dambrugere, opfandt han en overdækning, Forelco. Et mågenet, der forhindrer, at fugle spiser af fiskene, eller at de spreder sygdom.
Da en minkavler bad ham opfinde en måde til at holde vand frostfrit, udviklede han et cirkulations-vandingsanlæg således, at såvel ved -40 grader i Rusland som +40 i Salt Lake City havde man altid vand, der hverken frøs eller var for varmt. Desuden udviklede han en ny drikkeventil. I dag findes Arentofts materialer på alle minkfarme i verden, som original eller kopi.

Brigitte Bardot
Han havde 35 ansatte, til den franske sexbombe Brigitte Bardot forklarede, at hun hellere ville gå nøgen end i pels. Pelsmarkedet i Vesteuropa kuldsejlede, og hans omsætning faldt på to år fra 40 til 8 mio.
Som formand for Handels- og Erhvervsforeningen i Billund havde han kvartalsmøder med Gotfred Kirk Kristiansen fra LEGO, som købte hans nybyggede fabrik på Kløvermarken.

Glasnost og Perestrojka
Glasnost og perestrojka reddede Arentoft fra konkurs, for i Østeuropa går man i pels pga. kulde og ikke af prestigehensyn. 1. maj 1990 besøgte han første gang Moskva og etablerede sammen med to andre danske firmaer Danish Fur Farming Export Group.
– Vi kunne sælge alt til disse stats-pelsfarme, så ud over udstyret til farmene handlede jeg med biler, bl.a. Ladaer, Mercedes og Volvoer med kølelastvognstog til transport af frossen fisk.
Fra 1990-95 havde Arentoft flere arbejdstimer i Rusland end i Danmark. I 1994 indgik han en aftale om levering af 45.000 sygdomsfri avlsdyr over en treårig periode, men måtte overtage fem minkfarme i Skagen, fordi leverancen bortfaldt pga. interne russiske problemer. Dem afviklede han i 2002 pga. vedvarende sygdom blandt dyrene, og så fulgte byttehandelen, der førte ham til Brejning.

Bidt af Golf
Efter startvanskeligheder lykkedes det at få etableret Kellers Park Golf med Arentoft som formand. Desværre måtte den gennem en konkurs pga. finanskrisen, men er heldigvis kommet stærkt tilbage. Her er Arentoft blandt mange frivillige med bl.a. ansvar for vedligehold af sprinklerhoveder.
Han var blevet grundigt bidt af golfen, ikke mindst driving, og spillede sig ret hurtigt ned under hcp 28, som er nødvendigt for at spille i USA og på nogle europæiske baner.

Capco Golf
Nu nød golf godt af hans opfindsomhed, da han blev træt af at klippe græs en gang om måneden og med sin ekspertise i el og vand opfandt sin sprinklercap. Salget går nu, som de siger i Vorbasse, ’et så ring’ og vil bl.a. sikre hans erhvervsaktivitet nu, hvor han næsten er 77 år.
Nu flytter han tilbage til Billund Kommune og glæder sig til at spille fast på Gyttegaard GK, mens han overvejer, hvad han nu skal produktudvikle.

Utvivlsomt noget til gavn for golf.

Forrige artikelThailands nye supertalent
Næste artikelSpansk sejr til Helligkilde
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.