Will Zalatoris er i en mærkelig situation. Han er ikke medlem af PGA Tour, selvom han er en af årets bedste spillere.

”Hvis jeg bliver nummer to i samtlige turneringer, jeg spiller det næste halve år, så kan jeg være nummer et i verden, men jeg vil stadig ikke kunne spille med i The Tour Championship.”
Sådan udtalte den 24-årige Will Zalatoris sig efter han med en top10 placering i Waste Management Phoenix Open for første gang i karrieren var kommet indenfor top50 på verdensranglisten, og dermed kvalificerede sig til sin første Masters Tournament.

Et Masters, hvor den spinkle unge fyr fra Texas var tæt på at skrive historie og som blot den tredje spiller nogensinde at vinde The Masters i sin første optræden på Augusta National. Det blev kun til netop en andenplads, og selvom det resultat gør at Zalatoris i dag er nummer 28 i verden, og har point nok til at ville indtage en 17. plads på PGA Tours FedEx Cup rangliste, så kan han stadig ikke spille med i FedEx Cup-slutspillet, der består af to turneringer, The Northern Trust og BMW Championship for de hhv. 125 og 70 bedst placerede på ranglisten, og i The Tour Championship, hvor svimlende 45 mio. dollars skal fordeles mellem de 30 kvalificerede.

Årsagen er, at Will Zalatoris ikke er medlem af PGA Tour, men blot har et Special Temporary Membership, der giver ham mulighed for ubegrænsede invitationer. Og det altså til trods for, at han i 16 turneringer har klaret cuttet i de 15, har 11 top25 placeringer, seks top10 placeringer og sluttede på sjettepladsen i US Open og på andenpladsen i The Masters – og at han altså er nummer 28 i verden – med kraftig pil opad.

Kan gå glip af formue
Officielt har Will Zalatoris status på Korn Ferry Tour, og hvis ikke man sidste sæson på grund af Covid-19 besluttede at fastfryse alle spillernes status og kun rykke spillere op fra Korn Ferry Tour til PGA Tour hvis de vandt tre sejre på KFT, så ville Zalatoris have været medlem af PGA Tour nu. Han førte nemlig ranglisten, og fører den sådan set stadig, men han vandt ’kun’ én gang.
Situationen er derfor den, at kun en sejr på PGA Tour eller to sejre mere på KFT – vil give Zalatoris et direkte medlemskab af touren. Vinder han ikke, vil han først være medlem fra næste sæson, og dermed går han altså glip af muligheden for at spille med om den vanvittige præmiesum i Tour Championship.

Indtil videre tager Will Zalatoris situationen med et smil, i hvert fald udadtil. Han beklager sig ikke og nyder sin succes. Men mon ikke både managers og en enkelt jurist eller to arbejder på at få PGA Tour til at ændre sine regler? Tourens direktør Jay Monahans problem er, at hvis Zalatoris skal ind, så går en anden glip af pladsen i Tour Championship, og uanset hvem, der måtte trække nitten, så kan der blive ballade. Holdningen blandt spillerne er dog ikke til at tage fejl af; Will Zalatoris fortjener at få sit medlemskab med det samme.
Men indtil videre må han blot forsøge at vinde en turnering, og han har jo i den grad spillet til det. Første mulighed er denne uges Wells Fargo Championship, men han er også inde i de næste tre majors og alt det han i øvrigt orker at spille.

Fakta:
Født 16. august 1996 i San Francisco. Bor i dag i Plano, Texas.
Vandt som amatør US Junior Amateur Championship, spillede Walker Cup for USA i 2017, og blev ACC Player of the Year. Spillede college-golf på Wake Forest University, studerede psykologi. Blev professional i 2018.
Har vundet én turnering på Korn Ferry Tour i 2020. Har seks top10 placeringer i 16 turneringer på PGA Tour, herunder en sjetteplads i US Open 2020 og en andenplads i The Masters 2021.
28 på verdensranglisten. Har indspillet 3,5 mio. $

DEL
Forrige artikelTirsdagsanekdoten om Phils uselviske caddie
Næste artikelUgens TV-golf: Nu gælder det Made in Himmerland
Avatar
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.