Christiaan Bezuidenhouts baggrund er ikke helt almindelig, og i The Open skal han hente oprejsning for en forkert dopingdom

Den to-årige sydafrikanske knægt Christiaan var lykkelig, da han fik fat i en flaske Coca Cola. Han elskede Coca Cola, men hvad han ikke vidste var, at læskedrikken var skiftet ud med rottegift.
Han drak den forgiftede væske, men det blev heldigt opdaget i en fart, og han blev kørt på hospitalet, hvor han blev pumpet ud. Hurtigt nok til at redde hans liv, men hans hjerne havde lidt skade.

Mobbet
Det forårsagede bl.a. en voldsom stammen, som blev årsag til, at han blev mobbet i skolen og udviklede en angstpsykose.
Da han var 14, ordinerede en læge betablokkere for at modvirke hans stammen. Det virkede efter hensigten, når det gjaldt taleproblemerne, men blev årsag til den sorteste dag i hans liv.

Vejen til Eisenhower Trophy
Familien boede som naboer til Delmas GC i Mpumalanga, og allerede som 4-årige begyndte Christiaan at lege med køllerne. Når banen var lukket for aftenen, sneg han sig ind på hul 7, der var par-5, og slog slag fra 100 m mod flaget.
Hurtigt begyndte hans far og søskende at tage ham med til rigtigt spil, og han var blandt de unge, der blev taget under vingerne i Ernie Els Fancourt Golf Foundation.
Han gjorde så hurtige fremskridt, at han allerede som 11-årig kom af sted til en international ungdomsturnering i Italien, og han blev blandt de stærkeste sydafrikanske juniorer.
Hans golf var der med andre ord ingen problemer med. Nok stammede han selv, men hans køller talte flydende, og han arbejdede hårdt på at blive den bedste og specielt på at komme til at spille på det sydafrikanske VM-hold i Eisenhower Trophy.

Suspenderet
I 2014 så han ud til at få drømmen opfyldt. Han var udtaget til Eisenhower Trophy, og et par uger forinden spillede han en af verdens fineste amatørturneringer, British Amateur, på Royal Portrush.
Efter anden runde blev han udtaget til dopingprøve. Han afleverede samtidig et skema, hvor han gjorde opmærksom på, at han var ordineret betablokkere.
Ikke desto mindre blev han, dagen før afrejsen til Eisenhower Trophy, idømt to års karantæne for at have indtaget dem.
– Det var mit livs sorteste dag og vildt uretfærdigt, fortæller han. Det lykkedes efter meget bureaukrati at få en høring i stand, hvor det blev fastslået, at han ikke havde taget betablokkere for at forbedre sine præstationer, og så blev karantænen nedsat til ni måneder.

Optur
Da han kom tilbage, vandt han på Big Easy Tour sin første turnering, syv slag foran nr. 2. Senere på året vandt han endnu en gang. I 2016 kvalificerede han sig til Sunshine Tour, hvor han i 2017 blev Rookie of the Year efter bl.a. at have vundet en gang. I slutningen af året besatte han 25. pladsen på European Tour School, den sidste, der gav fuldt kort til 2018.
Her klarede han cuttet i flertallet af turneringerne, men fik aldrig topplaceringer, så han slæbte sig kun lige igennem til 2019 som nr. 105 på Race to Dubai.

Gennembrud
Så skete det! Varslerne var klare. Delt 2 i Qatar Masters, delt 4 i Hero Indian Open og delt 3 i BMW international. Sejren måtte vente lige om hjørnet.
Hvilken sejr, da den endelig kom. På Andalucia Masters på selveste Valderrama gik han de første tre runder i -10 under svære forhold og førte med fem slag før sidste runde.
Selv om John Rahm, Alvaro Quiros og Sergio Garcia var blandt forfølgerne, var det blevet til seks slag i slutstillingen: 1. Bezuidenhout -10. 2. Rahm, Quiros, Mike Lorenzo-Vera, Adri Arnaus og Eduardo de la Riva -4.
Ikke at det gik problemfrit. Efter birdies på de to første huller fik han fire bogeys på de følgende fem huller og havde et faretruende langt parputt på 8. hul.
Da han holede det, faldt der ro over nerverne. Han fik tre birdies i træk, og dermed var sagen klar.
Efter sejren var han så bevæget, at den gamle stammen igen dukkede op i sejrsinterviewets start.

Rambo, slanger og højder
Nu er økonomien på plads for den 25-årige Bezuidenhout, men al angst er ikke væk. Han frygter stadig edderkopper, slanger og højder.
Måske pga. den seje kamp for anerkendelse er hans foretrukne filmskuespiller Sylvester Stallone, og han bærer øgenavnet Rambo; og måske pga. kampen for at bryde igennem som underhund er hans yndlingsfilm Slumdog Millionaire.
Med de 500.000 €, han vandt på Valderrama, er han for længst langt oppe i millionærklassen.
Sejren gav ham desuden en plads i The Open på Royal Portrush, så han kan få en slags revanche på det sted, hvor betablokker-justitsmordet skete.

Forrige artikel15 baner for godt 40 kr. stykket
Næste artikelUng dansker fører EM
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.